Signe

Signe er lige blevet 18 år. Hun bor i en af Pigegruppens hybler på Nørrebro og har været i Pigegruppen siden hun var 15.

Her er hvad hun fortæller om sit første besøg i Pigegruppen:

Jeg kan huske, at jeg blev lidt genert, men jeg synes alligevel, at man kommer ret hurtigt ind i gruppen hernede, jeg blev hurtigt en del af Pigegruppen. Det var både de andre piger og de voksne, dem lærte jeg hurtigt at kende.

 

Hvad har Pigegruppen kunne hjælpe dig med?

Nu har jeg jo været der i tre år, det vigtigste for mig har været, at de har hjulpet mig med, at jeg kunne bo i deres hybel, det har været en meget stor hjælp, for jeg havde ikke noget sted at bo. Jeg synes, det er rigtig rigtig godt at bo her, jeg har selv indrettet hyblen sammen med nogen fra Pigegruppen.

Og så får jeg stadig hjælp af de voksne i Pigegruppen til andre ting, fx lidt til indkøb. Det er noget, jeg nogle gange har svært ved, så det er dejligt at få hjælp til, og kan gøre det sammen med nogle andre.

Efter jeg har startet i Pigegruppen, synes jeg, at jeg er blevet meget mere selvstændig, meget mere moden end jeg var før. Nu skal jeg jo også klare mig selv.

 

Hvad er det bedste, du har oplevet i Pigegruppen?

Det bedste jeg har oplevet med Pigegruppen, er de tre rejser, jeg har været med på. Det har været rigtig fedt, man lærer hinanden meget bedre at kende og bliver en stærkere gruppe. Det er det fedeste ved rejsen.

 

Hvad drømmer du om?

Det vigtigste for mig er, at jeg rigtig gerne en gang vil have en uddannelse, men lige nu skal jeg starte med at have et arbejde. Jeg vil gerne lave noget, hvor jeg har med mennesker at gøre.

Kontakt

For mere information vedrørende denne side.